Oplev Spanien
Andreas Kragekjær Pedersen
Grib chancen og kom afsted på din livs rejse!
I dette indlæg vil vi give jer en række forskellige oplevelser, som vi hos JobSpanien bestemt syntes man bør opleve når man bor og arbejder i Spanien.
1. CUEVA DE NERJA
Drypstenshulen lidt udenfor Nerja er ca. 800 m lang og indeholder verdens længste stalakit – en 70 m lang drypsten. I en af de underjordiske ”sale” er der indrettet en koncertsal, hvor der opføres balletter, koncerter og opera.
2. FLODVANDRING I RIO CHILLAR – NERJA
I starten er flodvandringen nem og afslappende, men efterhånden er der mere vand i floden, og nogle steder er der så snævert, at man kan røre begge klippevægge på én gang – meget fascinerende – men man skal være påpasselig, der er mange store sten – tag en stok med, det er en stor hjælp. Efter El Vado de los Patos vil floden være mere fremkommelig. Flere steder kan man svømme i svale naturlige bassiner. Afsæt hele dagen til denne uforglemmelige oplevelse – tag madpakker med – og husk fodtøj, der kan klare at gå i vand.
3. ALHAMA DE GRANADA
Man bør unde sig selv et besøg i Alhama de Granada. Al hama betyder ”badet” og byen er opkaldt efter de varme kilder i byen. Byen er anlagt på en bjergkam og det smukke gamle centrum i byen er bygget på kanten af den spektakulære slugt El Tajo. Lidt uden for byen ligger Hotel Balneario, hvor man finder forskellige former for thermalbade. De har bl.a. en udendørs thermal-swimmingpool med forskellige tilsatte mineraler, hvor man kan bade i 20 minutter for 15 Euro. Derudover er der et naturligt anlagt bad til venstre for indkørslen til hotellet, hvor man kan bade ganske gratis. Derudover er der mulighed for at se det gamle ”El Bano Àrabe” – Her er der først åbent fra kl. 14.00.
4. CUEVA DEL GATO, BENAOJÁN (MALAGA)
Cueva del Gato er et af de mest unikke komplekser af grotter i Andalusien. Man får mnulighed for at bade i krystal klart vand, og se de flotte grotter Den har to indgange, den ene mod nord i Hundidero og den anden mod syd i Cueva del Gato, som betyder “kattehule”. Den har angiveligt fået sit navn fra det katteagtige udseende, den har. Hulens udgang siges at ligne en kats ansigt.
5. CHARCO DEL CANALÓN, ISTÁN (MALAGA)
Charco del Canalón er et smukt sted, hvor man har mulighed for at se flotte floder og kommer på flod-vandring omgivet af flot og frodig spansk natur, som man ikke finder andre steder! Tag til Marbella, og videre til Charco del Canalón.